Uffe Steen Trio
Uffe Steen Trio har nu bestået i 12 år og med et stort antal succesfyldte koncerter bag sig. Det har
bevirket, at alle forcer i sammenspillet er blevet udviklet, og gruppen nu er et stærkt team hvor alt
kan ske. Gruppens musik lever af sin dynamik og overraskelserne er i højsædet. Repertoiret er
varierede og iørefaldende melodier spillet med intensitet men også humor.
Uffe Steen opnåede et højdepunkt i kunstnerisk anerkendelse, da han i 2015 modtog den
prestigefyldte Ben Websterpris der kun gives til de allerbedste jazzmusikere i Danmark:
“Guitaristen Uffe Steen spiller jazz og blues på sin helt egen måde. Derfor er han genkendelig på et
sekund med sine fraser på skarpsleben Fender-guitar, der har en grumset og sprød kant. Hans spil
er båret af stor lyrisk fornemmelse, men han kan også eksplodere i vildskab. Hvis han vil. Det fine
er, at det gør han sjældent. I stedet formår han at antyde og holde igen, hvilket giver hans spil en
intens spænding, et ulmende potentiale. Han pirrer og leger med os. Derfor er han så
fremragende”, skriver Ben Webster Fonden om Uffe Steen på hjemmesiden www.benwebster.dk.
Uffe Steen har i sin lange karriere, spillet med et stort antal anerkendte jazz og bluesnavne. Han er
kendt for sin unikke teknik og indfølte og medrivende spil, og har med sine sidste CDer ”Play”,
”Dust In My Coffee”, ”Twangz” og senest ”Retroscope” opnået international anerkendelse.
Thomas Sejthen leverer solidt og velplaceret spil på kontrabas, præget af
lydhør brug af pauser, lethed og refleksion. Hans soli er opfindsomme og drives af hans
smittende indlevelse. Han har udgivet 2 albums i eget navn: Thomas Sejthen Trio.
Det er blevet til adskillige nomineringer, og i 2016 vandt han BMW Jazz Award sammen med
den anerkendte trio, INDRA. Som resultat af hans æstetiske og velplacerede basspil, er han flittigt brugt som medlem af adskillige jazzgrupper som Admiral Awesome, Brumbasserne, Indra , Morten Haugshøj group og Uffe Steen Trio.
Jesper Bo Knudsen er klangekvilibristen, der med sine trommer får musikken til at strømme og
smelte sammen. Han lægger sig inciterende bag solisten, og er klar lige der, hvor det hele
eksploderer. Hans smagfulde og forfinede klangudtryk har givet Jesper Bo Knudsen en meget lang
karriere som førstevalg blandt Aarhus´ førende jazzgrupper i tiden fra 80erne og helt op til nu.
.
Se video med lyd fra en live-koncert










