Miniaturemalerier er allestedsnærværende i den persiske kulturarv. Med sirlige strøg tegnes detaljefyldte, historiefortællende malerier, som emmer af eventyr og livslyst. Musikken i dette projekt er mine små musikalske miniaturer, som udtrykker enhed i det mangfoldige. De kæder verdener sammen i poetiske og musikalske helheder. Ved denne koncert har sangerinde og komponist Camilla Dayyani samlet sine egne verdener og deler det i håb om at møde mange andre mennesker, som også skal have kulturer til at mødes i deres egen identitet.
Persisk poesi er berømt i verdenslitteraturen for sit billedrige sprog og sine almengyldige tekster. Digtere som Hafez, Rumi, Khayyam og Farrakhzad bliver sat i musik. Persiske rytmer og skalaer blander sig med jazzens tonesprog og musikken trækker andre tråde til klassisk europæisk musik og et nordisk klangunivers.
Ved koncerten kan du opleve et stort multikulturelt orkester bestående af Artos kvartetten, Camilla Dayyani Group og to persiske musikere. Dette drømmehold af fantastiske musikere suppleres af den talentfulde kunstnerduo Synkron, som arbejder på tværs af kunstarter med deres visuelle og fotografiske ideer. Ved koncerten pakker de musikken ind i visuelle udtryk og understøtter koncertens skiftende stemninger.